Januar 2016

 

Godt Nytår fra Mellemgruppen

 

Den nye mellemgruppe

Vi vil starte med at sige en kæmpe tak til alle jer forældre, for den store indsats I har gjort i forhold til vores nye mellemgruppe. Vi nyder det hver dag. Rummene er lyse, venlige, varme og mere rummelige, da det gamle køkken nu er blevet inddraget.  Ria er tilbage i mellemgruppen efter sin orlov. Vi var helt bekymrede for, om vi nu skulle sige farvel til Malthe, da han på alle måder viste sig at være en helt fantastisk lærer. Men Malthe er nu blevet ansat og det er vi alle så superglade for….Hurra!!!!!

Ro på og nye tiltag

Det har givet ro i hele mellemgruppen, at blive samlet og være tæt på hinanden. Der er en meget fin stemning både mellem børnene indbyrdes og mellem børn og voksne. Konflikterne er små og børnene er gode til at være med til at løse de, der opstår. Som altid føler vi et tæt og stærkt samarbejde med jer forældre. Jeres børns trivsel er det vigtigste. Chromebooks er nu en del af børnene faglige redskab. Mange bøger er lagt på hylden og vi forsøger os med de digitale læringsportaler som: Gyldendals undervisningsportal - Educas.com - Historiefaget.dk - Matematik fessor.dk., osv. Børnene er jo digitale natives og har let ved den undervisningsform.  Hver morgen samles hele skolen til et kvarters morgensamling. Vi har lært et hav af nye smukke sange og børnene er med i planlægningen og kommer med små sjove, rørende indslag. Som noget nyt har vi undervisningsbånd to gange om året. I efteråret var det matematik og her i foråret bliver det dansk. De store underviser de små. Det første forløb omk. matematik, var meget vellykket. Alle børn viste gejst og engagement.

Lejr til Skagen

Lejrturen til Ålbæk ved Skagen var præget af billedkunst og historien om fiskerliv og skagensmalerne. Ud over at nyde havet og den smukke natur, var vi på Anna og Michael Anchers museum, By og Egnsmuseet samt på strøgtur.

 

Cykelture

Som et led i vores trafikundervisning har vi fire årstidscykelture. I år går turene til Hinnerups baghave. Her oplever børnene alle de smukke stier der omkranser byen, det skønne skovområde: Troldhøjen bag biblioteket, samt Teglværkssøerne, Dybdalen, Nørreskoven og Lilleåen. På disse ture laver vi geografi- natur og teknik aktiviteter. Indtil videre har vi været på en efterårs-og vintertur.

Fællestid

I fællestiden har vi beskæftiget os med oldtiden. Her dykkede vi specifikt ned i stenalderen og var på besøg på Randers Museum, hvor vi hørte om og så en udstilling om stenalderen. På skolen lavede børnene lerkar (inspireret af skarpsallingkarret på vores 50 kr. seddel).

          

Praktik

Børnene er nu i fuld gang med at søge praktikpladser. Vi ser frem til foråret og glæder os til, at det bliver lidt varmere og lysere. Tak for i år.

 

Kærlig hilsen Janus, Susanne og Ria